Arbejdet med at undersøge en fremtidig og mere bæredygtig skolestruktur i Bramming er nu afsluttet. En bredt sammensat arbejdsgruppe med repræsentanter fra Bakkevejens Skole, Nordre Skole, medarbejdere, skolebestyrelser, forvaltning og Bramming Lokalråd har siden november 2024 analyseret økonomi, elevprognoser, trivsel, byudvikling og skolernes betydning for lokalområdet.
Konklusionen er klar:
Arbejdsgruppen indstiller til politikerne i Esbjerg Kommune, at Bramming fortsat skal have to selvstændige folkeskoler.
Arbejdet viser, at der ikke er tilstrækkeligt fagligt, pædagogisk eller økonomisk grundlag for en sammenlægning. Elevtalsprognosen for 2025 viser mindre pres end tidligere vurderet, og en sammenlægning vil kræve store og usikre anlægsinvesteringer – estimeret til omkring 73 mio. kr. Samtidig vurderes datagrundlaget om trivsel og læring som inkonklusivt.
Derimod har et styrket samarbejde mellem de to skoler om indskrivning og distriktsgrænser allerede givet en mere jævn elevfordeling og bedre kapacitetsudnyttelse, uden at ændre på skolernes selvstændighed.
Arbejdsgruppen fremhæver også skolernes store værdimæssige betydning. To skoler bidrager til Brammings identitet, bosætning og sammenhængskraft – og sikrer valgmulighed og tryghed for familierne.
Derfor anbefales det politisk, at den nuværende struktur fastholdes, og at der skabes ro omkring skolerne, så udviklingen kan fortsætte på et stabilt grundlag til gavn for hele Bramming.
Herunder kan du læse den samlede afrapportering fra arbejdsgruppen.

Skriv et svar