Vores formål
Bramming Lokalråds formål at bidrage til Brammings udvikling i overensstemmelse med borgernes ønsker, samt arbejde for et samarbejde mellem alle lokale interesser til gavn for befolkningen, områdets udvikling samt miljøet i området.
Bramming Lokalråd arbejder for det lokale nærdemokrati, så lokale interesser inddrages i den lokale udvikling og at de lokale stemmer høres om relevante emner.
Lokalrådet er i den forbindelse kontaktled til offentlige myndigheder og øvrige interesseorganisationer.
Lokalrådet er upolitisk.
Baggrunden og grundlaget for Bramming Lokalråds arbejde er Esbjerg Kommunes politik for nærdemokrati.
Esbjerg Kommunes politik for nærdemokrati
Udgangspunktet for Esbjerg Kommunes Politik for Nærdemokrati er sammenlægningen af Bramming, Ribe og Esbjerg Kommuner samt Grimstrup, som en del af Helle Kommune, hvor der i beslutningsfasen blev lagt stor vægt på, at lokalområderne i den nye kommune skulle have mulighed for at deltage i udviklingen og blive hørt i forhold til emner, der har lokalområdets interesse. Inddragelse af lokalområderne har en høj prioritet.
Hovedformålet med Politik for Nærdemokrati er at fastlægge rammerne for, hvordan nærdemokratiet skal fungere, herunder de formaliserede rammer for dialogen mellem lokalområderne og det politiske system for der igennem at styrke udviklingen i lokalområderne. Politik for Nærdemokrati gælder for alle lokalråd i kommunen.
Samarbejdet mellem kommunen og lokalrådene er et af de væsentlige elementer i denne inddragelse. Der er desuden fastsat en række mål for lokalområderne, som Politik for Nærdemokrati skal medvirke til at fremme. Målene for lokalområderne er:
Lokalområderne skal være attraktive steder at bo for alle aldersgrupper.
Lokalområderne skal have et velfungerende og afpasset udbud af aktiviteter og services.
Lokalområderne skal fastholde udviklingen, beskæftigelsen og bosætningen.
Lokalområderne skal udvikles i respekt for den eksisterende kultur, natur og miljø.
Infrastrukturen skal understøtte muligheden for lokalområdernes udvikling.
Det er et fælles ansvar for det politiske system og lokalområderne at samarbejde om at iværksætte indsatser, der er tilpasset til det enkelte lokalområde.
Tankegangen bag organiseringen af nærdemokratiet i Esbjerg Kommune er, at lokalområderne skal have mulighed for at komme til orde overfor det politiske system og dermed have mulighed for at fremføre de synspunkter, behov og problemer lokalområdet har. Dette sker via de oprettede lokalråd. Lokalråd er samlebetegnelsen for de lokale organisationer, der på et formaliseret grundlag mødes med det politiske system.
Den lokale repræsentation er baseret på frivillighed fra lokalområdernes side. Det betyder for det første, at lokalområderne som udgangspunkt selv definerer, hvordan lokalområdet afgrænses.
Lokalråd har en høringsret i forhold til kommunale tiltag, der har særlig betydning for deres område. Et oplagt eksempel på høringsretten er, hvis der skal udarbejdes/ændres en lokalplan i lokalområdet. Her er kommunen forpligtiget til at sende forslaget direkte til høring i lokalrådet.
(Ovenstående er uddrag fra Esbjerg Kommunes Politik for nærdemokrati)
Lokalrådets politisk bestemte ansvarsområde
Esbjerg Kommunes Politik for nærdemokrati fastlægger rammerne for Bramming Lokalråds ansvarsområde, som vist på denne illustration.
Esbjerg Kommune stiller GIS-kort til rådighed, som viser nærmere detaljer om afgrænsning og øvrige lokalråds geografiske ansvarsområde.
Lokalrådets vedtægter
Bramming Lokalråd, har som enhver anden forening, et sæt vedtægter som er foreningens interne regler og retningslinjer. Indholdet af vedtægterne bestemmer foreningens drift og opnåelse af formålet.