Forfatter: Mikkel Anders Guldberg Rytter

  • Fremtidens kulturplads ved Idræts Allé

    Fremtidens kulturplads ved Idræts Allé

    Vi vil nu løfte sløret for et projekt vi har arbejdet med. Projektet er tænkt til at fylde halvdelen af det ryddede område overfor Bramming Kultur- og Fritidscenter – området er også populært kaldet A2. Resten af området forventes fortsat udlagt til bebyggelse. Projektet kan realiseres da vi tidligere har fået politisk tilkendegivelse om at hvis vi i byen formår at udvikle området, så vil man se positivt på ikke at realisere tankerne om bebyggelse på A2.

    Bramming Lokalråd arbejder på at realisere en ny kulturplads ved Idræts Allé. Visionen er at skabe et levende og attraktivt byrum, der samler mennesker på tværs af alder, interesser og livssituationer. Området skal være et sted, hvor børn kan lege, unge kan mødes, og hvor foreninger, institutioner og dagplejemødre kan udfolde aktiviteter, samt ældre kan nyde naturen, aktiviteterne og fællesskabet.

    Målet er at skabe et samlingspunkt, som styrker byens identitet og giver plads til både hverdagens små møder og større fælles oplevelser.

    Bramming har gennem generationer været en by med stærke fællesskaber, et aktivt foreningsliv og en historie, som er værd at bygge videre på. Samtidig oplever mange, at der mangler moderne og inkluderende mødesteder, hvor byens borgere på tværs af alder naturligt kan samles. 

    Derfor ønsker vi at udvikle et område, som kan være med til at styrke sammenholdet, skabe nye aktiviteter og bidrage til en endnu mere attraktiv by at have hverdagen i.

    Kulturpladsen er tænkt som et område med plads til mange forskellige aktiviteter og oplevelser. For de yngste arbejdes der med idéer til et legelandskab inspireret af Brammings historie som stationsby og de lokale fortællinger om Frederiksens Tivoli. Her skal leg, bevægelse og læring gå hånd i hånd i et trygt miljø, hvor børn kan udfolde sig fysisk og kreativt.

    For de lidt større børn, unge og aktive borgere er visionen at skabe områder til bevægelse, opvisninger og uformelle aktiviteter. Der arbejdes blandt andet med løsninger, der kan bruges til dans, gymnastik, street håndbold, mindre optrædener og sociale arrangementer. Områderne skal være fleksible, så de både kan bruges af foreninger og af borgere, som blot ønsker at mødes og være aktive sammen.

    Et centralt element i projektet er ønsket om at skabe en markeds- og aktivitetsplads, der kan danne ramme om fællesskab, markedsdage og kulturelle arrangementer.

    Projektet har også et stærkt fokus på natur og trivsel. Derfor arbejdes der med idéer til sansehaver, opholdsområder og stiforløb, hvor naturen kan opleves tæt på. Området skal være tilgængeligt for alle, også borgere med nedsat mobilitet, og nærheden til Solgården giver en oplagt mulighed for at skabe et rekreativt område, som ældre borgere kan have stor glæde af. Natur og biodiversitet er en vigtig del af visionen.

    Der ses blandt andet på mulighederne for at etablere grønne opholdsrum og et spejlvandsbassin, som både vil skabe æstetiske oplevelser og understøtte dyrelivet som vandleg for de mindste.

    Aktiviteten og bevægelsen vil fortsat have en vigtig plads. Derfor indgår der planer om en mountainbike/BMX-bane samt multibane til boldspil samt et streetområde med blandt andet basketball og panna.

    Projektet om kulturpladsen er stadig i udviklingsfasen men handler dog om mere end nye faciliteter. Den handler om at skabe et sted, hvor byens fællesskab kan vokse. Et sted hvor generationer mødes, hvor foreninger kan udfolde deres aktiviteter, hvor institutioner kan finde nye lærings- og oplevelsesrum, og hvor borgere kan nyde naturen, bevægelsen og samværet med andre.

    Kulturpladsen skal være et sted, som alle i Bramming kan være stolte af og føle ejerskab til.

    Vi forventer at invitere til et borgermøde hvor oplægget præsenteres og eventuelle yderligere ideer kan komme frem. Dernæst skal finansieringen til at realisere projektet findes.

  • Åbent brev til Microsoft om det planlagte datacenter ved Bramming

    Åbent brev til Microsoft om det planlagte datacenter ved Bramming

    Bramming Lokalråd, Bramming Handels-, Håndværker- og Industriforening, Kaj Lykke Golfklub, borgere i grundejerforeningerne i Stejlgårdsparken og naboerne på Porsholtvej har i dag sendt nedenstående åbne brev til Microsoft.

    Microsoft fremhæver, at datacentret vil bidrage til lokalsamfundet. Brevet gennemgår, hvad det bidrag konkret består af, og vores vurdering er, at det er et lille bidrag, mens generne ved placeringen er store.

    Vi mener, det hører med til at være en god interessent i et lokalsamfund at lytte efter, om ens tilstedeværelse og bidrag er ønsket. Derfor er henvendelsen et åbent brev.

    Vi har bedt Microsoft om en redegørelse senest den 21. september 2026.

    Kontakt vedr. brevet kan ske til Mikkel Rytter, formand for Bramming Lokalråd, tlf. 25 32 30 32 / hej@bramming-lokalraad.dk


    Åbent brev

    Vi er bekendt med, at lokalplanen i forbindelse med Microsofts planer om etablering af et datacenter ved Bramming snarligt forventes at komme i offentlig høring.  

    Da planerne har potentielt stor indvirkning på Bramming by og dennes udvikling, og manglende information kan danne grundlaget for utryghed blandt byens borgere, så finder vi det relevant at fremføre vores holdning, inden Microsoft sender projektet til den politiske behandling, der skal lede til, at lokalplanen kommer i offentlig høring. 

    På baggrund af det foreliggende informationsgrundlag ønsker vi ikke datacentret placeret op ad Bramming, da de negative gener synes for store, og de positive bidrag til Bramming by og dennes fortsatte udvikling synes at være forsvindende små. Vi stiller os desuden tvivlende overfor, om projektet på denne lokalitet er til gavn for både Microsoft og samfundet generelt. Efter vores mening hører det med til at være en god interessent i et lokalsamfund at lytte til, om tilstedeværelsen og bidraget til lokalsamfundet er ønsket. 

    Baggrund 

    I december 2025 offentliggjorde Microsoft planer om etablering af tre datacentre på tværs af Varde og Esbjerg kommuner. Datacentret i Esbjerg Kommune planlægges opført umiddelbart grænsende direkte op til den vestvendte bygrænse i Bramming på et areal på ca. 115 hektar. Der er efter det oplyste tale om fem bygninger på 32 meters højde, 40 meters bredde og op til ca. 450 meters længde. De nærmeste boliger i Stejlgårdsparken ligger ca. 400 meter fra første datahal, og byggeperioden forventes at strække sig over ca. ti år.  

    Byggeriet falder i tråd med Esbjerg Kommunes ønske om at tiltrække flere datacentre til kommunen. Et ønske, som bl.a. har ledt til, at Esbjerg Kommune har udlagt store arealer langs E20-motorvejen, kort fra Bramming, til denne form for arealkrævende virksomheder – herunder også for at understøtte og optimere virksomhedernes eventuelle behov for sektorkobling. 

    Efter annonceringen af byggeriet har Microsoft gentagne gange inviteret til borgermøder for Bramming bys borgere samt været i dialog med Bramming Lokalråd og nærmeste naboer til Microsofts site. I forbindelse med borgermøderne har Microsoft løbende, men i begrænset omfang, orienteret om, hvordan planlægningsarbejdet foregår samt leveret en foreløbig beskrivelse af byggeriets forventede omfang. Et omfang som Microsoft løbende har udvidet – herunder bl.a. med en væsentlig forøgelse af byggehøjden; en forøgelse som medfører væsentligt større gener for nærmeste naboer. 

    Ud over borgermøderne har Microsoft kun i begrænset omfang selv bidraget med informationer om det påtænkte byggeri, hvorfor flere borgere har følt utryghed om byggeriet. Derfor har aktive borgere sideløbende søgt aktindsigter for at blive klogere på byggeriet og således imødekomme utrygheden.  

    Microsoft oplyser, at byggeriet på tværs af de tre sites forventes at realisere op imod 500 permanente arbejdspladser, når datacentret står fuldt udbygget. Byggeperioden forventes ifølge Microsoft at foregå i en periode på ca. 10 år. I byggeperioden vil Microsoft gøre brug af internationale entreprenører med stort speciale i etablering af denne type datacenterbyggerier, da det er en kompetence, som ikke findes lokalt. Disse entreprenører stiller selv med den nødvendige internationale arbejdskraft, hvorfor behovet for lokal understøttelse forventes at være stærkt begrænset.  

    Forankring af projektet i Bramming 

    Da Bramming Lokalråd er det lokale demokratiske organ for Bramming og omegn, har Lokalrådet med stor interesse fulgt processen for Microsofts planer og disses indvirkning på Brammings kort- og langsigtede byudvikling. Lokalrådet har foreløbigt forholdt sig nøgternt til projektet, indtil yderligere oplysninger om projektet er blevet gjort tilgængelige, så en holdning kunne dannes ud fra mere end blot gisninger. Sideløbende hermed har en gruppe borgere taget initiativ til at danne en borgergruppe, hvor deltagerne aktivt har søgt informationer via bl.a. dialoger og aktindsigter. 

    I lyset af at Bramming står stærkest med en fælles indbyrdes forståelse og dialog om påvirkningerne på byen, så har Bramming Lokalråd søgt at etablere et tværgående samarbejde i Bramming med inddragelse af relevante interessenter. Dette samarbejde er udmøntet i en følgegruppe bestående af bl.a. føromtalte borgergruppe, Brammings Handels-, Håndværker- og Industriforening samt repræsentanter fra nærmeste grundejerforeninger. Følgegruppen inddrager desuden andre samarbejder og kompetencer som fx Danmarks Naturfredningsforening, når det er relevant. 

    Vi må dog erkende, at projektet er af en størrelse og kompleksitet, som kræver ressourcer og kompetencer, som på mange måder langt overskrider det, vi i Bramming har til rådighed. Der opstår derfor et stærkt uligevægtigt forhold mellem Microsoft og Bramming bys borgere.  

    Vi har løbende haft en konstruktiv dialog med forvaltningen og politikere i Esbjerg Kommune og vil gerne anerkende, at vi er blevet mødt med forståelse. Forvaltningens rolle som myndighed begrænser dog mulighederne for at kunne yde uvildig rådgivning for os i gennemgangen af kompleksiteten af dette omfattende projekt.  

    Det er samtidig en bekymring fra vores side, at projekter af denne karakter har indvirkninger, som rækker langt ud over en kommunes geografiske grænser, og derfor undrer det os, at sådanne projekter ikke i højere grad ønskes koordineret på tværs af kommunegrænser af Microsoft, men behandles individuelt. Dette vækker stor undring hos borgerne i Esbjerg og Varde kommuner. 

    Projektets bidrag til Bramming by og Esbjerg Kommune 

    Grundet den også føromtalte størrelse og kompleksitet så kan vi som by ikke gå i detaljer og udfordre tekniske forhold, lave omfattende analyser og lignende. Vi kan dog konstatere, at Microsofts bidrag til Bramming og de positive gevinster for Bramming og Esbjerg Kommune er forsvindende små, hvis datacentret etableres på den påtænkte lokation. Gevinster som for Esbjerg Kommune og Microsoft kan forstærkes væsentligt, hvis Microsofts projekt henvises til anden lokation i Esbjerg Kommune forbeholdt arealkrævende virksomheder, og hvor sektorkobling kan udnyttes i langt større omfang. 

    Vi har søgt at forholde os nøgternt til, hvad projektet konkret bidrager positivt med til Bramming, og vi kan konstatere, at bidraget efter vores nuværende vurdering er begrænset. 

    Overskudsvarmen  

    Microsoft kommunikerer, at projektet vil bidrage til lokalsamfundet. Dette kan ske ved sektorkobling, så fx Bramming Fjernvarme kan købe og aftage en marginal andel af overskudsvarmen. Imidlertid har Bramming Fjernvarme netop investeret i et nyt anlæg, hvor Esbjerg Kommune har ydet en lånegaranti på DKK 99,4 mio. Incitamentet fra Bramming Fjernvarme til at bekoste en rørføring og øvrige anlæg, som muliggør sektorkobling, virker derfor begrænset. Microsoft har meddelt, at man ikke kommer til at bekoste et sådant anlæg.  Der er ikke andre geografisk nærliggende muligheder for sektorkobling, hvor afsætning af varmen kan finde sted.  

    Vigtigheden af denne sektorkobling og bidraget til samfundet italesætter Esbjerg Kommune sammen med Business Esbjerg i “Høringssvar til forslag til lov om ændring af lov om elforsyning og lov om fremme af vedvarende energi” dateret d. 3. juli 2026. I dette høringssvar fremgår det, at: 

    “Nyt stort elforbrug bør som udgangspunkt placeres tæt på produktionen af vedvarende energi, hvor belastningen af transmissionsnettet reduceres, mulighederne for sektorkobling styrkes, og den grønne energi udnyttes mest effektivt. “ 

    Da Microsofts datacenter ikke placeres i nærhed af anlæg, som kan aftage de mængder overskudsvarme (Bramming Fjernvarme ville teoretisk kun kunne aftage en marginal brøkdel af den samlede overskudsvarme), eller hvor der er umiddelbar mulighed for andre sektorkoblinger, så kan vi ikke se, at dette projekt bliver et bidrag til hverken Bramming eller samfundet.  

    Byens liv 

    I de løbende dialoger, vi har haft med Microsoft, har vi italesat andre muligheder for at bidrage til byens foreningsliv og lokale projekter på samme måde som andre erhvervsdrivende i byen. Microsoft har dog tilkendegivet, at støtte alene kan ydes i umiddelbar forbindelse med datacentrets lokalitet eller i forbindelse med aktiviteter, som har relation til Microsofts teknologier. Bramming kommer således ikke til at opleve en støtte til at fremme byudviklingen eller borgernes foreningsliv, som ellers vil kunne formodes at ske, hvis andre mindre virksomheder med lokalt ansatte bliver etableret på samme lokalitet. Byen får dermed, modsat Microsofts eget udsagn, en ny nabo, som alene interesserer sig for, hvad der sker inden for eget skel og på egen matrikel. 

    Arbejdspladser 

    Brammings positive udvikling forstærkes, når borgere bosætter sig i byen fx foranlediget af arbejdspladser i byen. Microsoft forventer som nævnt, at datacentret vil kunne bidrage med op mod 500 arbejdspladser på tværs af de tre datacentersites i Esbjerg og Varde kommuner. I Bramming kan der ifølge Microsoft forventes op imod 150 arbejdspladser. Det er dog et estimat, som vi forholder os stærkt skeptiske til. Ved Apples etablering af et datacenter i Foulum blev der talt om 10.000 arbejdspladser og 80 permanente stillinger. Apples anlæg beskæftiger i dag omkring 50 medarbejdere. Ligeledes er det kendt, at en del af de stillinger, der skabes ved denne type anlæg, besættes af specialister, der rejser til og fra opgaverne, hvilket ikke understøtter en stabil bosætning og forankret byudvikling i Bramming. 

    Erhvervsudvikling 

    Vi ser også, at erhvervsudviklingen i Bramming påvirkes negativt af projektet. Byggeriet udføres efter det oplyste af internationale entreprenører med egen arbejdskraft, hvorfor lokale håndværks- og servicevirksomheder kun i stærkt begrænset omfang forventes inddraget. Samtidig fører projektet til begrænsninger for erhvervsarealet øst for hovedvej 11, hvorved mulighederne for etablering af nye virksomheder i Bramming og for udvidelse af byens eksisterende virksomheder begrænses markant. Det er netop disse virksomheder, der har lokalt ansatte og anvender lokale leverandører. 

    Økonomisk påvirkning 

    Vi kan ikke se af det tilgængelige materiale, at der foreligger et samlet regnestykke over projektets kommunaløkonomiske påvirkning. Vi kan således heller ikke se, at projektet økonomisk kommer Bramming by eller Esbjerg Kommune til gavn. De begrænsede arbejdspladser, uden afledt lokal erhvervsudvikling, skaber ikke grund for øget bosætning og skatteindtægter. Tværtimod er vi bekymrede for, at skatteborgerne ender med ikke bare påvirkningerne fra datacentret, men også med regningen for bl.a. vedligehold af infrastruktur omkring datacentret. 

    Byens fremtræden 

    Endelig må vi også konstatere, at opførelsen af de kæmpemæssige datacenterbygninger vil forandre byens facade meget negativt. Bygningerne vil være markant synlige fra hovedvej 11 og jernbanen, som for Bramming er to væsentlige indfaldsveje. Bramming kan således få ændret sit image fra at være en by med grønne områder, gode stisystemer og et rigt foreningsliv, hvor alle tilbud er tæt på, til at blive kendt som byen med de kæmpemæssige grålige bygninger, der ikke findes sammenligneligt andre steder i Danmark. 

    ANBEFALING 

    På baggrund af det foreliggende informationsgrundlag henstiller vi Microsoft til at forkaste placeringen af datacentret ved Bramming. I stedet skal Microsoft og projektet anvende andre områder fx langs motorvej E20 i Esbjerg Kommune, som allerede er udlagt til denne type formål, og hvor projektet ikke er til gene for by eller borgere. Desuden er der i disse områder langt bedre muligheder for bl.a. sektorkobling til gavn for samfundet.  

    Vælger Microsoft at fortsætte projektet på den nuværende lokalitet, så vil det ske på et grundlag, som er stærkt uligevægtigt mellem Microsoft og Brammings borgere, da byen som nævnt ikke har de nødvendige ressourcer og kompetencer til at kunne forholde sig til dette omfattende projekt.  

    Vi forventer senest d. 21. september 2026 at modtage en redegørelse fra Microsoft på, hvordan ovenstående forhold tages i betragtning i projektet, samt hvorfor Microsoft har undladt at forholde sig til andre etablerede lokaliteter for arealkrævende virksomheder i Esbjerg Kommune, hvor bl.a. sektorkobling kan styrkes, og generne for miljø, familier og andre borgere kan reduceres markant. 

    Vi stiller os naturligvis gerne til rådighed for dialog med relevante parter i Microsoft. 

    Med venlig hilsen 

    Bramming Lokalråd 

    Bramming Handels- Håndværker- og Industriforening (Bramming HHI) 

    Kaj Lykke Golfklub 

    Borgere og naboer til byggeriet på Porsholtvej 

    Borgere i Stejlgårdsparkens grundejerforeninger 

    KONTAKT 

    Primær kontakt: Mikkel Rytter, formand for Bramming Lokalråd – tlf. +45 25 32 30 32 / hej@bramming-lokalraad.dk 

    Øvrige medafsendere: 

    Bramming HHI: Dennis Nielsen, formand – tlf. +45 55 66 38 20 /  

    dn@xl-bramming.dk 

    Kaj Lykke Golfklub: Hans Anton Sørensen, formand – tlf. +45 20 20 89 64 /  habs121@outlook.dk 


    Brevet kan i sin helhed læses her:

  • Visualiseringer af Microsofts datacenter ved Bramming

    Visualiseringer af Microsofts datacenter ved Bramming

    På baggrund af dialog med Microsoft har Lokalrådet modtaget følgende visualiseringer datacentret som Microsoft påtænker at bygge ved Bramming. Microsoft arbejder fortsat på også at lave natvisualiseringer.

    Visualiseringerne er stadig med forbehold for ændringer i designet.

    Spørgsmål til visualiseringerne kan rettes til Microsoft via dcdanmark@microsoft.com. Ligeledes hører Lokalrådet også gerne om eventuelle kommentarer.

    VIsualiseringsoversigt

    Visualiseringerne er lavet med afsæt i følgende steder.

    Visualiseringer

    Alle visualiseringer er også samlet i denne PDF-fil.

  • 89 Lokalrådsmøde 20. maj 2026

    Mødetidspunkt

    20. maj 2026 kl. 19:30

    Mødested

    Bramming Banegård, mødelokalet

    Deltagere

    • Mikkel Anders Guldberg Rytter (formand)
    • Hanne Louise Pontoppidan (næstformand)
    • Vinni Nielsen
    • Mark E. Asmussen
    • Torben Hagen
    • Villy Petersen
    • Hans Peder Kudsk
    • P. O. Mogensen (Bramming Boldklub)
    • Jeppe Nyhse Dahl (Børneuniverset Bramming, forældrebestyrelsen)
    • Carsten Tønder (Nordre Skole, Skolebestyrelse)

    Afbud

    • Inge Habekost
    • Cecilie Nørgaard Rønn (1. suppleant)
    • Flemming Dreyer (Bramming HHI)
    • Hans Anton Sørensen (Kaj Lykke Golfklub)

    Referat

    Valg af referent

    Jeppe Dahl

    Godkendelse af referat fra Lokalrådsmøde d. 15. april 2026

    Referat blev godkendt uden kommentarer

    Besøg af Jørn Boesen Andersen, Per Holm og Birthe fra Kulturgruppen

    Per fra Kulturgruppen fortæller omkring Egnsmuseet, og ønskerne de har omkring at bevare det som museum. De synes, det er vigtigt at bevare historien. Jørn fortæller, at kulturgruppen har eksisteret i 4 måneder, som udspringer af bl.a. Banegårdens venner og Bramming Byhistoriske Arkiv. Gruppen mener, at der skal findes fælles fodslag, således Lokalrådet og Kulturgruppen arbejder sammen, og ikke kommer med hver deres forslag til Kultur & Fritidsudvalget. Mikkel pointerer, at det er vigtigt at bevare historien i byen, og det er vigtigt at bevare elværket som varetegn for byen. Historikken fra udskillelsen af Museum Vest og frem til nu drøftes kort. Kulturgruppen har haft den opfattelse, at Lokalrådet har foreslået, at flytte museumssamlingen om til biblioteket, og at elværket skal anvendes som kulturhus/Ung Esbjerg. Mikkel præciserer, at Lokalrådet har talt om at udbrede kendskabet yderligere blandt borgerne til samlingen og historien – evt. på biblioteket. Birthe nævner, at Kulturgruppen har talt med flere foreninger om deres interesse i at anvende Elværket i fremtiden, bl.a. Gadespejlet, som kan have værksted i Egnsmuseet, Kosmorama kan afholde små koncerter, lige som HHI kan afholde arrangementer. Der nævnes flere eksempler på anvendelsen af Egnsmuseet, herunder dagplejere, skolen, Baghuset osv. Lokalrådet stiller spørgsmål til, hvad Kulturgruppen ser de 640.000kr. anvendt til, når politikerne har givet udtryk for, at de ikke ønsker pengene anvendt på ansættelse af en medarbejder. Kulturgruppen ønsker stadig, at pengene anvendes til en medarbejder ansat som koordinator/formidler. Kulturgruppen afslutter med at række hånden ud til Lokalrådet med henblik på samarbejde omkring hvad Elværket skal anvendes til fremadrettet.

    Lokalrådet drøfter efterfølgende hvad næste træk skal være. Lokalrådet ser kulturgruppens planer som interessante, og har opfordret dem til at arbejde mere i dybden med deres ønsker, så der udarbejdes konkrete planer ifht. tidsplan, økonomi o.lign. Lokalrådet er parat til at bede Kultur & Fritidsudvalget om en kort udsættelse af beslutningen til umiddelbart efter sommerferien, således Kulturgruppen får tid til at arbejde videre med deres forslag.

    Nyt fra formanden

    • Lokalrådet er inviteret til møde d. 2. juni kl. 17.00 af Kultur og Fritidsudvalget, hvor også Byforum, Kulturgruppen og lokalpolitikere er inviteret. Mødet er omkring Elværket.
    • Lokalrådet har efter mødet i april styrket den interne kommunikation. Initiativet blev evalueret ifht. at blive brugt til aktiv og hurtig information samt spørgsmål. Lokalrådet forventningsafstemmer formålet og der lægges vægt på, at gruppen er et internt forum for Lokalrådet til at drøfte Lokalrådets opgaver, og at informationen her ikke videregives.
    • Biblioteket har inviteret til dialog om den kommende renovering af biblioteket.
    • På baggrund af HHIs borgermøder om byudvikling, har Mikkel drøftet med HHI hvordan vi kan bruge styrke brugen af hjemmesiden www.boibramming.dk mere.

    Nyt fra politiske udvalg

    Intet aktuelt

    Nyt fra foreningerne

    • Boldklubben: Lørdag d. 6. juni spilles der en del hjemmekampe og der arrangeres aktiviteter for børn, herunder hoppeborg osv. Alle er velkomne.
    • Nordre Skole: God opbakning til skolebestyrelsesvalget. Der er etableret ny legeplads.
    • Bakkevejens Skole: Der er etableret ny legeplads ved SFO
    • Kosmorama: Der er Baggårdsfestival d. 29. og 30. maj.
    • Dagtilbud: Det er politisk besluttet at evaluere førskolen, som forvaltningen vil arbejde med den kommende tid.

    Microsofts datacenterbyggeri

    Der har været afholdt et Borgermøde, som en Borgergruppe har inviteret til. Lokalrådet deltog ikke, lige som Esbjerg Kommune og Microsoft heller ikke deltog. Lokalrådet har gentagne gange forsøgt at få kontaktoplysninger til gruppen, så Lokalrådet kan indlede dialogen.
    Lokalrådet drøfter, om det skal invitere til et borgermøde senere hen, hvor under bl.a. Energinet, Din Forsyning og andre relevante aktører kan inviteres til at fortælle om en eventuel proces og svare på spørgsmål.

    Sanering af Storegade

    Det politiske udvalg har forkastet forslaget og sendt den tilbage til forvaltningen. Det er strækningen fra lyskrydset til Borgergade/Møllegade hvor der kan være udfordringer med parkering. Kommunen har foretaget parkeringstælling i 2 dage 3 gange om dagen. Der udføres endnu en parkeringstælling. Opgaven ligger hos forvaltningen, som igen kigger på planen.

    Lokalrådet er i fortsat dialog med HHI

    Budgetønsker 2026

    Budgetønsker 2026 – deadline d. 10. juni.

    • Tunnel under banen – Banegårdens venner skal levere færdigt budgetforslag
    • Midler til Idræts Alle for at komme i gang med projektet og at søge fonde

    Idræts Allé

    Mark har arbejdet på at aktivere området omkring Idræts Alle. En virksomhed tilbyder at lave 2 skitseforslag til anvendelse af området. Mark har udarbejdet en skitse med aktiviteter der passer til de fonde der kan søges.

    Der arbejdes videre med udkastet, som forarbejde til yderligere forenings- og borgerdialog.

    Eventuelt

    Intet

    Næste Lokalrådsmøde afholdes onsdag d. 17. juni 2026, kl. 19:30 – 21:30 på Bramming Banegård

  • 88 Lokalrådsmøde 15. april 2026

    Mødetidspunkt

    15. april 2026 kl. 19:00

    Mødested

    Bramming Banegård, mødelokalet

    Deltagere

    • Mikkel Anders Guldberg Rytter (formand)
    • Hanne Louise Pontoppidan (næstformand)
    • Vinni Nielsen
    • Mark E. Asmussen
    • Torben Hagen
    • Villy Petersen
    • Hans Peder Kudsk
    • Flemming Dreyer (Bramming HHI)
    • Hans Anton Sørensen (Kaj Lykke Golfklub)
    • P. O. Mogensen (Bramming Boldklub)
    • Jeppe Nyhse Dahl (Børneuniverset Bramming, forældrebestyrelsen)
    • Carsten Tønder (Nordre Skole, Skolebestyrelse)

    Afbud

    • Inge Habekost
    • Cecilie Nørgaard Rønn (1. suppleant)

    Referat

    Valg af referent

    Hans A. Sørensen

    Godkendelse af referat fra sidste lokalrådsmøde

    Godkendt uden bemærkninger

    Konstituering af bestyrelsen

    Efter årsmødet d. 18. marts konstituerede Bramming Lokalråd sig. Før konstitueringen blev foretaget måtte Lokalrådet dog supplere fra suppleanterne, da Bakkevejens Skole ikke havde kunne stille med en repræsentant alligevel. Hans Peder Kudsk skifter derfor rolle fra suppleant til medlem.

    • Valg af Formand (genvalg til Mikkel)
    • Valg af Næstformand (genvalg til Hanne)
    • Valg af Kasserer (genvalg til Flemming)

    Evaluering af årsmødet

    Årsmødet blev for første gang afholdt uden for Bramming Banegård, og det viste sig at være en succes besøgsmæssigt. Mødet lå i forlængelse af Microsofts borgermøde mhp. at gøre det nemt for Brammings borgere at kunne deltage.

    Lokalrådet drøftede årsmødet og de tilbagemeldinger som blev givet under årsmødet.

    Fordeling af opgaver i Lokalrådet

    Lokalrådet revidere opgavelisten for Lokalrådets opgaver mht. omfang og ansvar.

    Kommunikation

    På baggrund af tilbagemeldinger styrker Lokalrådet sin eksterne kommunikation. Kommunikationen styrkes via sociale medier, hjemmeside og lignende. Udarbejdelsen og vedligeholdelse af en plan for ekstern kommunikation bliver fremadrettet et endnu mere gennemgående tema.

    Kommunikationen på hjemmesiden fastholdes i nuværende omfang og format, men vil med tiden blive udviklet yderligere. Andre former for kommunikation blev også drøftet – herunder fordele/ulemper bl.a. ved annoncering via betalte medier. Der var enighed herom i Lokalrådet, at det kan bringes i anvendelse, da det er en måde at målrette kommunikation og gøre det aktuelt.

    Lokalrådet drøftede muligheden for også at bruge reels på sociale medier, men besluttede intet.

    Sammenhængskraften i Bramming

    Lokalrådet drøftede hvordan sammenhængskraften i byen kan sikres efterhånden som byen vokser.

    Det er kendt fra andre byer, at når de når Brammings nuværende størrelse, så svækkes sammenhængskraften da borgerne naturligt ikke kan kende hinanden så indgående mere og samtidigt risikerer man at foreningernes grundlag for at skabe sammenhæng også svækkes hvis byens borgere ikke deltager i foreningsaktiviteter.

    Lokalrådet drøftede i denne sammenhæng hvordan samarbejdet mellem lokale foreninger kan styrkes til gavn for byens udvikling – f.eks. ved afholdelse af et halvårligt/årligt møde blandt byens foreninger.

    Igangværende initiativer

    • Sanering af Storegade: Indstillingen frigivelse af midler til realisering af projektet, som vist i første skitseforslag, blev forkastet af Økonomiudvalget. Projektet er derfor sendt tilbage og Lokalrådet og andre lokale interessenter deltager nu i et arbejde med Forvaltningen.
    • Elværket: Lokalrådet tog, ved udskillelsen af Elværket fra MuseumVest, initiativ til et borgermøde mhp. at opretholde aktiviteter i Elværkets bygning. På baggrund heraf blev en arbejdsgruppe af borgere dannet. Arbejdsgruppen har fremlagt flere forslag for Esbjerg Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg. Forslagene er dog blevet forkastet. Der foreligger pt. forslag om at museumsaktiviteterne flyttes til biblioteket mhp. at blive eksponeret for en bredere gruppe af borgere. Elværket tænkes anvendt til aktiviteter for UngEsbjerg. Intet er dog endnu besluttet og godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget. Udvalget har for nyligt været i dialog med arbejdsgruppen og har inviteret Bramming Lokalråd og Bramming Byforum til dialog.
    • Den Skæve Bane: Projektet er i beto, da to kommuner ikke bakker op om at finde finansieringen til at kunne realisere projektet.
    • Braminoen: Der er inviteres til et møde, hvor lodsejere og borgere inviteres
    • Idræts Allé: Der er afholdet møde med kommunen, hvor det igen blev bekræftet, at A2-området fortsat er reserveret til, at lokale kan udvikle aktiviteter i området. Lokalrådet er i proces med at facilitere denne udvikling.

    Budgetønsker 2027

    Udover Lokalrådets løbende liste over ønsker til budget, så indkalder Lokalrådet snarligt ønsker fra Brammings borgere med håb om flere supplementer.

    Seneste nyt fra foreningerne og tilbagemeldinger til Lokalrådet

    • Boldklubben er kommet godt i gang med sæsonen, og der er stor opbakning specielt i de unge årgange. Stor succes med at invitere unge fra byen 2 skoler.
    • Daginstitutioner: Staten har afsat en pulje i 2026 til nedsat forældrebetaling og mere personale i daginstitutioner. Bestyrelsen har drøftet hvordan puljen skal udmøntes, og har afgivet høringssvar.
    • Daginstitutioner: Udvidelsen af Tumlebo går planmæssigt, der er rejsegilde efter sommerferien. Det forventes, at byggeriet står klar i foråret 2027.
    • HHI har afholdt Generalforsamling i februar med stor tilslutning. Den 7. maj afholdes Motordag i byen. Der er også Borgermøde på tirsdag d. 21. april vedr. byudviklingen.
    • Golfklubben har ligeledes startet sæsonen, og ud over tilbud til medlemmerne, så af-holdes der flere åbent hus-arrangementer, hvor alle er velkomne. Der samarbejdes bl.a. med Efterskolerne med golfhold og træning.
    • På såvel Nordre- & Bakkevejens skole er valg til skolebestyrelser. Der er ansat en ny pædagogisk skoleleder. Den nye skoleleder er godt i gang, og der er en god stemning på Ndr. Skole.

    Økonomi

    Lokalrådet opretholder fortsat en sund økonomi.

    Eventuelt

    Intet under dette punkt.

  • Microsoft inviterer borgere til at se to datacentre

    Microsoft inviterer borgere til at se to datacentre

    På vegne af Microsoft videreformidler Bramming Lokalråd en invitation om at besøge to af Microsofts danske datacentre på Sjælland. Invitationen kommer i forlængelse af afholdte borgermøder i Bramming.

    Bramming Lokalråd videreformidler alene invitationen og har ingen rolle i forhold til afholdelsen af dette arrangement.

  • Indkaldelse til årsmøde 2026

    Bramming Lokalråd inviterer alle borgere i Bramming og omegn til årsmøde.

    Tid og sted

    Dato: 18. marts 2026
    Sted: Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole
    Tidspunkt: 18:30-20:30

    Dagsorden

    1. Valg af dirigent
    2. Lokalrådets beretning om det forløbne år
    3. Aflæggelse af regnskab underskrevet af revisor
    4. Indkomne forslag fra borgere, herunder forslag til nye vedtægter. Lokalrådet fremlægger forslag til reviderede vedtægter. Se hovedændringerne nedenfor.
    5. Valg af lokalrådsmedlemmer samt suppleanter
    6. Valg af revisor og revisorsuppleant
    7. Eventuelt

    Vedtægtsændringer til godkendelse

    (Behandles under punkt 4)

    Forslag til reviderede vedtægter fremlægges på mødet. De væsentligste ændringer er:

    Større råd — flere stemmer

    Efter arbejdet med skolestrukturændringen i Bramming, er det blevet klart at Lokalrådet vil blive styrket ved, at blive udvidet fra 9–11 til 11–13 medlemmer. Dermed får begge folkeskoler og daginstitutionsbestyrelsen hver har en plads i Lokalrådet.

    Ny bestyrelse formaliseres

    Af praktiske hensyn omkring banksamarbejde, så formaliseres i vedtægterne en bestyrelse for Lokalrådet. Bestyrelsen består af Formand, næstformand og kasserer som fremover udgør Lokalrådets officielle bestyrelse.

    Frist for borgernes forslag

    Forslag til årsmødet skal fremover være Lokalrådet i hænde senest 7 dage inden mødet.

    Annoncering

    Grundet færre lokalaviser, så tilpasses vedtægterne for at Lokalrådet med “offentligt opslag” bl.a. kan annoncere møder og indkalde foreningsrepræsentanter.

    Vedtægtsændringer kræver ¾ flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede.

    Har du spørgsmål inden årsmødet, så kontakt os gerne.

    Bramming er din by! Vær med til at forme den.

  • Fremtidens skolestruktur: Bramming skal beholde to skoler

    Arbejdet med at undersøge en fremtidig og mere bæredygtig skolestruktur i Bramming er nu afsluttet. En bredt sammensat arbejdsgruppe med repræsentanter fra Bakkevejens Skole, Nordre Skole, medarbejdere, skolebestyrelser, forvaltning og Bramming Lokalråd har siden november 2024 analyseret økonomi, elevprognoser, trivsel, byudvikling og skolernes betydning for lokalområdet.

    Konklusionen er klar:
    Arbejdsgruppen indstiller til politikerne i Esbjerg Kommune, at Bramming fortsat skal have to selvstændige folkeskoler.

    Arbejdet viser, at der ikke er tilstrækkeligt fagligt, pædagogisk eller økonomisk grundlag for en sammenlægning. Elevtalsprognosen for 2025 viser mindre pres end tidligere vurderet, og en sammenlægning vil kræve store og usikre anlægsinvesteringer – estimeret til omkring 73 mio. kr. Samtidig vurderes datagrundlaget om trivsel og læring som inkonklusivt.

    Derimod har et styrket samarbejde mellem de to skoler om indskrivning og distriktsgrænser allerede givet en mere jævn elevfordeling og bedre kapacitetsudnyttelse, uden at ændre på skolernes selvstændighed.

    Arbejdsgruppen fremhæver også skolernes store værdimæssige betydning. To skoler bidrager til Brammings identitet, bosætning og sammenhængskraft – og sikrer valgmulighed og tryghed for familierne.

    Derfor anbefales det politisk, at den nuværende struktur fastholdes, og at der skabes ro omkring skolerne, så udviklingen kan fortsætte på et stabilt grundlag til gavn for hele Bramming.

    Herunder kan du læse den samlede afrapportering fra arbejdsgruppen.

  • 87 Lokalrådsmøde 21. januar 2026

    Mødetidspunkt

    21. januar 2026 kl. 19:30

    Mødested

    Bramming Banegård, mødelokalet

    Deltagere

    • Mikkel Anders Guldberg Rytter (formand)
    • Hanne Louise Pontoppidan (næstformand)
    • Mark E. Asmussen
    • Torben Hagen
    • Hans Peder Kudsk (2. suppleant)
    • Flemming Dreyer (Bramming HHI)
    • Hans Anton Sørensen (Kaj Lykke Golfklub)
    • P. O. Mogensen (Bramming Boldklub)
    • Jeppe Nyhse Dahl (Børneuniverset Bramming, forældrebestyrelsen)

    Afbud

    • Anja Mølgaard (1. suppleant)
    • Carsten Tønder (Nordre Skole, Skolebestyrelse)
    • Villy Petersen
    • Vinni Nielsen

    Referat

    Valg af referent

    Hans A. Sørensen

    Godkendelse af referat fra sidste lokalrådsmøde

    Godkendt uden bemærkninger

    Siden sidst

    Indledningsvis på dagens møde havde Banegårdens venner inviteret sig til drøftelse af a) Anvendelse af banegården i fremtiden, b) Tunnel fra banegården til Sydbyen & c) Kultur i Bramming, samt et Borgermøde hvor omtalte og andre punkter drøftes.

    Lokalrådet bakker positivt op omkring alle tiltag til gavn for byens borgere, dog er det vigtig at være meget konkret med temaer til et sådant møde.

    Nyt fra formanden

    Formanden har været i dialog med Microsoft omkring næste møde, og der er lagt op til et møde 2 torsdag d. 19. februar, kl. 19:00 på Idrætsefterskolen i Bramming.

    • Dialogmøde med Teknik & Miljøs afdeling for Mobilitet afholdes torsdag d. 22. januar  hvor lokalrådet vil være repræsenteret v/H.P. Kudsk.
    • Anne Marie Slaikær har kontaktet lokalrådet, og vil gerne besøge os, hvilket nok bliver til april måned, men nærmere detaljer følger.
    • Der er gang i arbejde og udvidelse af Tumlebo, hvilket er meget positivt, men når det står færdigt mangler der fortsat pladser i Bramming, så der skal arbejdes videre med næste udvidelse i byen allerede nu.

    Arbejdet og klargøring ved Gartneriet er også i fuld gang, og p.t. arbejdes der med etablering af fjernvarme.

    Nyt fra politiske udvalg

    Intet under dette punkt.

    Nyt fra medlemmernes bagland

    • HHI afholder Nytårskur i Kosmorama den første torsdag i februar.
    • Bramming Boldklub afholder Generalforsamling d. 4. marts ’26.
    • Kaj Lykke Golfklub afholder Generalforsamling onsdag d. 18. februar ’26.

    Status vedrørende lokalrådets projekter

    Udsat til næste møde

    Økonomi

    Der er fortsat en fornuftig økonomi i Lokalrådet

    Eventuelt

    Intet under dette punkt.

  • 86 Lokalrådsmøde 19. november 2025

    Mødetidspunkt

    19. november 2025 kl. 19:30

    Mødested

    Bramming Banegård, mødelokalet

    Deltagere

    • Mikkel Anders Guldberg Rytter (formand)
    • Hanne Louise Pontoppidan (næstformand)
    • Vinni Nielsen
    • Mark E. Asmussen
    • Torben Hagen
    • Villy Petersen
    • Hans Peder Kudsk (2. suppleant)
    • Flemming Dreyer (Bramming HHI)
    • Hans Anton Sørensen (Kaj Lykke Golfklub)
    • P. O. Mogensen (Bramming Boldklub)
    • Jeppe Nyhse Dahl (Børneuniverset Bramming, forældrebestyrelsen)
    • Carsten Tønder (Nordre Skole, Skolebestyrelse)

    Afbud

    • Anja Mølgaard (1. suppleant)

    Referat

    Valg af referent

    Anja Mølgaard (1. suppleant)

    Godkendelse af referat fra sidste lokalrådsmøde

    Godkendt uden bemærkninger.

    Siden sidst

    Tekst udfyldes

    Nyt fra formanden

    Udfaldet af Kommunalvalget blev kort drøftet, og vi kunne glæde os over at der uændret er det samme antal lokale politikere repræsenteret i byrådet, og det bliver interessant af se fordelingen når alle detaljer er på plads. Stemmeprocent i Esbjerg 65,1% og Bramming 67,1%.

    • Evaluering af vælgermødet blev vendt, og der var ros for afvikling og håndtering. Timing ift. dato og valget menes at være optimal med tæt på.

    Forbedringer: mere taletid til de lokale politikere.

    • Fredagen efter vælgermødet i Bramming blev der tankevækkende nok frigivet kr. 40. mio. til Bakkevejens skole, og den officielle begrundelse var at der efter salget af VUC kunne fordeles midler og fremrykket projekter andre steder.
    • Torsdag d. 27. november er der lokalevandring på Egnsmuseet i Bramming og når det endelige detaljer og tider er på plads følger disse fra formanden.
    • Ikke noget nyt vedr. Idræts Allé, men der skal søges nogle puljer til at få aktiveret konceptudvikling for området, dog skal der først udvælges projekter, der kan søges til.

    Punkter til 2026 kunne være Idræts Allé, Storegade, Infrastruktur, Forskønnelse af midtbyen og Årsmøde til marts.

    Nyt fra politiske udvalg

    Ingen aktuelle ting under punktet her.

    Nyt fra medlemmernes bagland

    Ingen aktuelle ting under punktet her.

    Status vedrørende lokalrådets projekter

    Udsat til næste møde.

    Økonomi

    Der er fortsat en fornuftig økonomi i Lokalrådet.

    Eventuelt

    Ingen input under dette punkt.