Referat af lokalrådsmøde onsdag den 17. juni 2020 kl. 18.30 på Bramming Banegård.
Deltagere: Torben Kjær Andersen (TKA), Michael Ries (MR), Jeppe Nyhse Dahl (JND), Jørn Bonde (BD), Anja Mølgaard (AM), Frank Tøstesen (FT), Mikkel Jørgensen (MJ), Hanne Pontoppidan (HP), Villy Petersen (VP), Hans A. Sørensen (HAS).
Afbud: Karina Rimmen (KR) & Hans Juhl Hansen (HJH),
Referent: Hans A. Sørensen
Der er følgende punkter til dagsordenen:
1. Godkendelse af referat fra lokalrådets møde den 20. maj 2020
Referat blev godkendt uden bemærkninger.
2. Orientering ved formanden.
Byrådsmedlemmer har været inviteret, men ingen havde desværre mulighed for at deltage ved dagens møde. Alle har dog tidligere modtaget Lokalrådets ønsker til mødet med Økonomiudvalget og er bedt om at søge dem fremmet, blandt andet at Lokalrådet ønsker at deltage aktiv i den Strategiske udviklingsplan for Bramming, herunder udarbejdelsen af en helhedsplan for skole-, institutions- og fritidsområdet med tilhørende fysiske arealer. Det oprindelig planlagte møde med Økonomiudvalget er desværre blev udsat pga. Corona/Covid-19. Ny mødedato er i august måned ’20.
En borger har undret sig over, at Bramming ikke er omtalt i den lokale turistbrochure for Esbjerg Kommune. Lokalrådet har udbedt sig et link til omtalte, da vi ikke har kunnet finde brochuren.
3. Drøftelse af idéoplæg til helhedsplan Bramming.
På baggrund af formandens og Mikkels møde med Forvaltningen drøftedes idéoplægget til udvikling af en helhedsplan. Formanden understregede, at der var tale om et idéoplæg på embedsmandsniveau, og at det efter møder med interessenter, herunder Lokalrådet, skulle konkretiseres og bringes i en form, der gør, at det kan forelægges det politiske niveau til behandling om eventuel offentliggørelse. Lokalrådets formand har fået oplyst, at der ikke i forbindelse med helhedsplanen er udarbejdet et egentligt et kommissorium, men at nærmere oplysninger herom og den videre proces følger i løbet af ugen.
Mikkel orienterede nærmere om enkeltelementer i oplægget, herunder den sammenhæng der er udtrykt ved, at boliger, sundhedshus og grønne områder tilsammen kan være med til at sikre, at et så stort projekt kan sikres finansiering samt give den synergi, der skal til for at revitalisere et på flere områder lidt hensygnende Kultur- og Fritidscenter.
Der var enighed om, at det var positivt, at Kommunen nu har taget initiativ til den helhedsplan, som blandt andre Lokalrådet tidligere har givet udtryk for ønske om, blandt andet i forbindelse med udarbejdelsen af den strategiske udviklingsplan for Bramming. Lokalrådet ser frem til at kommentere oplægget nærmere og bidrage på de områder, hvor man umiddelbart savner vigtige elementer i oplægget. Her vil rådet især fokusere på mulighederne for at styrke Kultur- og Fritidscentret gennem øget lokal inddragelse og på mulighederne for at skabe attraktive forhold og aktiviteter for Brammings unge samt på, hvordan et sådant projekt kan indarbejde en grundlæggende bæredygtighed.
Lokalrådet vil endvidere arbejde med det store punkt bag ønskerne om en helhedsplan, nemlig Brammings skoler.
Brammings skoler nu og i fremtiden. Dette emne er ikke indeholdt i oplægget, og lokalrådet ser fortsat gerne, at der udarbejdes en specifik udviklingsplan for området inkl. en tilbundsgående undersøgelse af mulige scenarier for ikke bare de fysiske forhold, men også og især de organisatoriske og pædagogiske ønsker og udviklingsmuligheder for et attraktivt skolemiljø i Bramming.
Efter drøftelser nedsattes arbejdsgrupper til videre arbejde med hhv. skoleområdet, Kultur- og Fritidscentret samt den samlede kommentering af hele oplægget.
4. Formanden vil invitere HHI til næste møde i august.
Næste møde afholdes onsdag d. 19. august, kl. 18:30.
Med venlig hilsen
Torben Kjær Andersen
Formand