- Velkomst
Søren Abildtrup bød velkommen og forklarede, at baggrunden for formandsmødet er at samle op på året der gik samt at se fremad for at optimere samarbejdet. Desuden giver mødet mulighed for at dele informationer.
- Opfølgning på forårets lokalrådsmøder.
Økonomiudvalget har den 23. oktober 2017 godkendt en opfølgning på punkter fra udvalgets møder i foråret med lokalrådene, der indebærer en handling. Opfølgningen vedlægges referatet.
- Budget 2018, herunder udvidet lokalrådspulje.
En stor del af de emner, det på forårets møder med Økonomiudvalget blev aftalt skulle indgå i årets budgetforhandlinger, har nydt fremme ved budgetvedtagelsen. Direktørområder giver/har givet lokalrådene en særskilt tilbagemelding på hvert enkelt punkt.
Ved budgetlægningen afsatte byrådet 250.000 kr. årligt ekstra til lokalrådene. De 125.000 kr. bruges til at forhøje Teknik & Byggeudvalgets pulje til lokalråd til i alt 375.000 kr. årligt, og de resterende 125.000 kr. bruges til at forhøje puljen til lokale projekter til i alt 625.000 kr. årligt.
- Procedure for, at lokalrådene kan få udviklingsforslag med i budgetlægningen.
For at give forvaltningen mulighed for at gennemføre en ordentlig sagsbehandling og for at give politikerne mulighed for at foretage en seriøs prioritering af de mange ønsker i budgetlægningen er det vigtigt, at lokalrådenes budgetønsker sendes til forvaltningen i god tid – meget gerne inden 1. juni forud for budgetlægningen i sensommeren/efteråret.
- Rammer for samarbejdet mellem lokalrådene og Esbjerg Kommune. Vedlagt notat om rammerne for samarbejdet.
Notat om rammerne er sendt med dagsordenen ud. Baggrunden for notatet er, at der har været fremført ønsker om en tydeliggørelse af rammerne fra nogle lokalråd på møderne med Økonomiudvalget. Indholdet i notatet stammer fra tidligere udmeldinger fra Økonomiudvalget, og Økonomiudvalget har godkendt notatet.
- Drøftelse af geografisk placering af møder mellem lokalrådene og Økonomiudvalget i lokalområderne.
Der er delte holdninger til, hvorvidt lokalrådene ønsker møderne placeret hos lokalrådene eller på centrale placeringer som nu.
Nogle vil gerne have mulighed for at vise større projekter frem, mens andre mener, at det er vigtigere at fagudvalgene kan komme på besøg i lokalområderne, når der er anledning til det.
Der er enighed om at arbejde for en model, hvor hele byrådet hvert andet år tager på en rundtur til udvalgte projekter o. lign. Lokalrådene skal så melde ind, hvis de har noget, de gerne vil vise til byrådet, hvorefter der vil blive prioriteret mellem projekterne.
- Lokalrådskonference 2018 – herunder udpegning af årets ildsjæl.
Lokalrådskonferencen afholdes den 24. februar 2017. Lokalrådene opfordres til at indsende mulige punkter til indholdet, ligesom de opfordres til at indstille forslag til ildsjæleprisen.
Begge dele kan sendes til Jesper Larsen på mail jhla@esbjergkommune.dk
- Status for Pulje til lokale projekter.
Der er udlodning af midler fra puljen den 1. april og den 1. oktober hvert år. Lokalrådene opfordres til at sende ansøgninger ind, da der er gode muligheder for at opnå tilskud. Er der spørgsmål til puljen eller ønskes der hjælp til at få skrevet en ansøgning, kan Jesper Larsen kontaktes
- Hvorledes kan Lokalrådene medvirke til, at der udbydes attraktive byggegrunde i vores områder. Herunder tænkes planlægning af områder, samt annoncering m.m.
Jesper Schlüter gennemgik en ny hjemmeside til salg af grunde i Esbjerg, der er under udarbejdelse. Et link til hjemmesiden vil blive sendt til lokalrådene, når den går i luften om ca. 1 måned.
Mht. til henvisning til private udstykninger arbejder forvaltningen på at etablere et samarbejde med Boliga, hvor private udstykninger annonceres. Udgangspunktet er, at der skal oprettes et link fra kommunens nye hjemmeside til Boliga.
Kommunen har udarbejdet en ny model for de reklameskilte, der placeres ved grunde, der er til salg. Der er forsat en udfordring i forhold til at få placeret skiltene, så de er tilstrækkelig synlige.
Lokalrådene vil gerne inddrages i planlægningsfasen ved udpegning af områder til byggegrunde, og at byggemodningen gøres mere fleksibel.
Teknik & Miljø vil overveje, hvordan inddragelsen kan forbedres, men gjorde samtidig opmærksom på, at udstykninger af grunde, herunder byggemodningen skal hænge sammen økonomisk. Hvis der f.eks. udstykkes nye grunde inden allerede udstykkede grunde er solgt, vil det ikke være i overensstemmelse med en fornuftig byggemodnings- og udstykningsøkonomi. Hvis der i øvrigt byggemodnes dyrt, så vil byggegrundenes pris tilsvarende blive høje og dermed vil grundene være svære at sælge.
- Kan der oprettes et it system, således at samtlige de opgaver de enkelte lokalråd har med Esbjerg Kommune, kan indarbejdes med hvilken sagsbehandler, der er ansvarlig for opgavens udførelse, hvornår forventes opgaven udført, status foreløbigt osv.
Der var en drøftelse af mulighederne og potentialet ved at indføre sådan et system.
Teknik & Miljø vil overveje spørgsmålet, herunder hvor mange ressourcer dette vil kræve at oprette og vedligeholde. I øvrigt kan lokalrådene altid kontakte chef for Drift & Anlæg Morten Andersson, mail: moand@esbjergkommune.dk eller tlf.: 76161500, Vej & Parkchef Mads Astrup, mail: maas@esbjergkommune.dk eller tlf.: 76161544 og Entreprenørchef Jesper Brødsgaard, mail: jebrd@esbjergkommune.dk eller tlf.: 76160422.
Der blev opfordret til, at referaterne fra lokalrådenes møder med kommunen sendes ud så hurtigt som muligt.
- Hvad er kutyme ved manglende lokalrådsmedlemmer i et lokalråd i forhold til den antal vedtægterne foreskriver?
Det er et generelt problem at rekruttere medlemmer til lokalrådene. Lokalrådene kan rette deres vedtægter til, så det bliver nemmere at rekruttere. Nogle af de ting, der kan gøres, er at gøre valgperioden kortere, ikke kræve at medlemmerne kommer fra foreninger samt forpligtige foreningerne til at sende repræsentanter til lokalrådene.
Det er et særskilt problem, at få skolerne til at sende en repræsentant til lokalrådet. Problemet er blevet accentueret efter, at afdelingsmodellen for skolerne er blevet indført. Problemstillingen tages med til forvaltningen.
Det er et mål for kommunen, at lokalrådene er repræsentative for deres område. Men kommunen kontrollere ikke om lokalrådene er fuldtallige i henhold til deres vedtægter. Set fra kommunens side er det bedre at samarbejde med lokalråd, der ikke er fuldtallige, end ikke at have en samarbejdspartner.
Det blev foreslået, at rekrutteringsproblematikken tages op på lokalrådskonferencen.
- By ”Port” / stander til opsætning ved indgang til vores landsbyer.
- Hvad siger reglerne for opsætning af dette.
- Kan der udarbejdes en fælles model, eller måske flere
Ønsker at standeren også kan bruges til at informerer om kommende aktiviteter mm. i lokalområdet.
Lokalrådene ønsker mulighed for at kunne reklamere for forskellige begivenheder ved indkørslen til byerne. Lokalrådene ser gerne, at der kommer et ensartet design, som de kan anvende.
- Eventuelt
- Bramming Lokalråd fremførte, at det er problematisk, at lokalrådenes møder med Teknik & Byggeudvalget er placeret i almindelig arbejdstid.
- Der blev fremført et ønske om, at taletiden til de enkelte lokalråd på møderne med Økonomiudvalget styres bedre, så et enkelt lokalråd ikke ”kommer til at fylde det hele”.
- Der blev spurgt til de beskrivelser af boligområder, som Tilflytterservice har udarbejdet i samarbejde med lokalrådene. De kan ses her
- Der blev fra nogle lokalråd fremsat ønske om, at der byttes ud i de lokalråd, der er sammen til møde med de politiske udvalg, herunder at de lokalråd, der puljes til mødet, har samme størrelse. Her overfor fremførte andre lokalråd, at de har et samarbejde med de øvrige lokalråd i deres område, og at de ønsker at fastholde dette.
Jes Møller