Først, husk at Bramming Lokalråd holder årsmøde på d. 20. marts kl. 19:30 – læs mere her https://bramming-lokalraad.dk/bramming-lokalraad-afholder-aarsmoede/
Baggrund
I forbindelse med at Esbjerg Kommune i sommeren/efteråret 2023 skulle vedtage budgettet for 2024-2027, var det nødvendigt at finde massive besparelser. Heriblandt på skoleområdet. For Bramming var der et konkret forslag om at samle Bakkevejens og Nordre skoler, så den ene skole blev til indskoling og den anden skole til overbygning.
Efter en hurtig underskriftsindsamling og ikke mindre end 1.081 underskrifter, lykkedes det at sende et klart signal til politikerne om, at denne form for skolestruktur ikke er ønsket af borgerne i Bramming.
Hvor er vi nu?
Politikerne i Esbjerg Kommune valgte, i første omgang, at udskyde spareforslaget. De vedtog dog at gennemføre en organisationsændring i 2024 og dernæst en analyse af skolestrukturen mhp. en ny struktur fra skoleåret 2025/2026.
I skrivende stund, d. 19.februar 2024, har politikerne netop vedtaget at gennemføre en organisationsændring på skoleområdet, som medfører en øget decentralisering – i virkelighenden tilbage til en struktur som er set tidligere, men dog uden at de tilsvarende midler følger med tilbage igen.
Vi står derfor nu og venter på næste udspil, hvadenten der faktisk bliver en anstændig analyse af skolestrukturen eller endnu et sparekatalog.
Bramming Lokalråd følger dog sagen tæt!